Rapport: Derfor tier børn om seksuelle krænkelser

Børn skal kunne være trygge ved at sige til, hvis deres krop bliver udsat for seksuelle krænkelser. Det er mange ikke i dag. Så de tier. Dermed fortsætter krænkelserne ofte, uden at barnet får hjælp. Løsningen er mere oplysning om seksuelle krænkelser i både børnehaver og folkeskole, anbefaler ny rapport.

 

”Omkring hvert tiende barn bliver seksuelt krænket. Men langt de fleste siger intet, fordi de enten ikke ved, at det er forkert og at de har lov til at sige fra, eller fordi de ikke ved, hvad der sker, hvis de siger det. Så de lever med krænkelserne og kæmper senere i livet med konsekvenserne. Vi har derfor brug for en landsdækkende oplysningsindsats i børnehøjde, så børn kender deres ret til egen krop og er trygge ved at sige fra, men også for at voksne omkring børnene bliver bedre til at lytte, spørge og handle,” siger Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig.

 

Selv om tusinder af børn oplever seksuelle krænkelser hvert år, bliver de færreste en sag hos myndighederne. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2014 blot 201 anmeldelser af seksualforbrydelser mod børn under 15 år.

 

”Vi er i de senere år blevet langt bedre til at hjælpe børnene, når først myndighederne finder ud af, at de er blevet seksuelt krænkede. Vi har fået regionale børnehuse med specialuddannet personale, vi har fået videoafhørere hos politiet og vi har fået nye og mere nænsomme metoder til lægeligt at undersøge børnene. Men det hjælper alt sammen kun, hvis vi ved, at børnene er blevet misbrugt. Og her mangler vi som samfund at blive langt dygtigere til at hjælpe børnene med at sige fra og sige til, når det alligevel sker,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

Derfor tier børnene

 

Rapporten ”Seksuelt krænkede børn – Om børn, der har svært ved at fortælle, og voksne, der har svært ved at forstå” afdækker livsforløbet for 35 tidligere seksuelt krænkede børn. Fælles for dem er, at stort set alle døjer med alvorlige senfølger, som ensomhed, selvmordstanker og psykiske lidelser. Kun 14 er i dag i arbejde.

 

”Det bekræfter, hvad vi allerede ved, nemlig at seksuelle krænkelser ofte har ødelæggende konsekvenser langt op i voksenlivet. Formålet her er derfor at undersøge, hvordan vi kan forhindre seksuelle krænkelser og hurtigere gribe ind, hvis de alligevel sker. Det har de tidligere seksuelt krænkede børn i rapporten bidraget med anbefalinger til sammen med fageksperter,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

Som de vigtigste begrundelser for, at børn ikke siger noget med det samme, eller slet ikke siger det, når de bliver seksuelt misbrugt, angiver rapporten følgende årsager:

 

  1. Manglende forståelse af, at handlingerne er krænkelser, som barnet har ret til at afvise.
  2. Ingen spørger barnet.
  3. Angst og/eller frygt for, hvad der sker, hvis barnet siger det – herunder opløsning af familien og anbringelse på børnehjem.
  4. Skam, fordi barnet meget sent opdager/indser, at hvad der foregår, er ”forkert”.
  5. Skyldfølelse, især der, hvor barnet er blevet forført og først har opfattet krænkelserne som omsorg.
  6. Fortrængninger, barnet undertrykker erindringer om, hvad der skete.

 

Voksne lytter ofte ikke

 

Men selv når børnene forsøger at sige det, får de langt fra altid hjælp. Rapporten fortæller om otteårige Julie, der i et brev til en veninde skrev om krænkelserne, som venindens forældre læste. Der skete intet. Elleveårige Sonja fortalte om stedfarens krænkelser – voldtægt – til sin mor. Hun fik tærsk af moren. 15-årige Maria skrev om krænkelserne i en opgave til sin lærer. Hun fik blot en kritisk bemærkning om sjusket håndskrift.

 

”Seksuelle krænkelser er stærkt tabuiseret og mange voksne har stor berøringsangst. Vi har mange eksempler på, at voksne omkring børnene – også fagfolk – kender til krænkelser, uden at gribe ind. Vi har brug for en helt anden bevidsthed om, hvad seksuelle krænkelser betyder, og klare handlemuligheder for både børn og voksne, når de sker,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

Ifølge rapporten er der en tendens til, at middelklassens børn tier oftere end børn fra lavere sociale klasser, fordi de navigerer i en social kontekst, hvor de er mere bevidste om det forkerte i krænkelserne og mere angste for at miste.

 

”Det er et problem, at mange børn lever med krænkelserne af frygt for at komme på det børnehjem, som er til for at hjælpe udsatte børn. Der er klart behov for en indsats her,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

 

Sæt ind med oplysning

 

I rapporten bidrager de tidligere seksuelt krænkede børn selv med forslag til, hvad man kan gøre for at hjælpe dagens udsatte børn. Hovedforslaget er en styrket oplysnings- og undervisningsindsats især i børnehaver og folkeskolen, men også på professionshøjskoler og andre institutioner, der uddanner voksne, som skal arbejde med børn.

 

Blandt forslagene er blandt andet:

 

  • Etablere én fælles portal for eksisterende informationsmateriale, så det bliver lettere tilgængeligt, samt evaluering af pædagogers og læreres anvendelse af materialerne
  • Børnebog til daginstitutioner om gode og dårlige hemmeligheder
  • Obligatorisk undervisning af børn i grundskolen om deres rettigheder til egen krop ifølge FNs Børnekonvention §34
  • Undervisningsmateriale til lærere med eksempler på, hvordan børn forsøger at sige det, og anvisninger til, hvordan man håndterer den vanskelige samtale
  • Etablering af ambassadørkorps af tidligere seksuelt krænkede børn, der kan besøge skoler og institutioner
  • Kortfilm, hvor tidligere krænkede børn selv fortæller om deres oplevelser og anbefalinger, som kan anvendes i undervisning og deles på nettet
  • Tv-serie om seksuelt krænkede børn
  • Landsdækkende informationskampagne om seksuelle krænkelser af børn, hvor formålet er aftabuisering og anvisninger af handlemuligheder

 

”Selv om der i dag allerede findes materiale, der oplyser om seksuelle krænkelser, er oplevelsen, at det ikke når ud og bliver anvendt, og at materialet ikke er tilstrækkeligt handlingsanvisende hverken for børn eller voksne. Der er behov for brugerdrevet formidling med de seksuelt krænkede børns egne stemmer,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

Fjern forældelsesfristen og giv mere hjælp

 

Rapporten anbefaler samtidig, at forældelsesfristen for seksuelle krænkelser af børn ophæves, og at der bliver indført en minimumsstraf.

 

”Vi ser mange domme i sager om seksuelt krænkede børn, som de krænkede børn selv opfatter som ubegribeligt milde. I de tilfælde, hvor der er faldet dom for krænkelserne blandt vores respondenter, er dommen i gennemsnit 21 måneder, på nær i et tilfælde, hvor den maksimale strafferamme på 12 års fængsel blev anvendt. Jeg tror ikke på, at strengere straffe nødvendigvis mindsker omfanget af seksuelle krænkelser. Men jeg tror på en gavnlig og helende effekt hos den krænkede, der helt rimeligt bør kunne kræve, at ens krænker straffes hårdt. Kald det et krav om retfærdighed”,  siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

Rapporten peger også på, at den hjælp, som seksuelt krænkede børn får i form af terapi til at bearbejde senfølger, ofte er utilstrækkelig. Således angiver kun tre af de 35 medvirkende, at de har fået en støtte, der rent faktisk har hjulpet dem.

 

”Det er skræmmende, at så få er blevet hjulpet til et bedre liv, mens det store flertal fortsat kæmper med senfølger. Heldigvis kan vi se, at nye behandlingsformer i de regionale senfølgecentre har gode resultater. Så er det om at sikre, at folk med senfølger rent faktisk får adgang til tilbuddene,” siger,” Lisbeth Zornig Andersen.

 

Dertil kommer den øvrige familie omkring barnet. Det har ikke været muligt at få pårørende til de medvirkende i rapporten til at udtale sig. Interviews med andre pårørende viser imidlertid, at seksuelle krænkelser ofte er ødelæggende også for deres liv, hvor selvbebrejdelse og skyldfølelse over ikke at have set eller reageret på krænkelserne er altdominerende.

 

Mobilisering af bred indsats

 

Hensigten er nu at mobilisere en bred forebyggende indsats ifølge de krænkede børns egne anbefalinger.

 

”Vi inviterer nu alle interessenter til at bidrage, herunder fonde og organisationer, til at udmønte de krænkede børns anbefalinger, så vi kan tilbyde de seksuelt krænkede børn en hjælp, der virker,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

 

Rapporten præsenteres for Socialministeren og Justitsministeren i september. Den 16. november afholder Huset Zornig et seminar for alle interessenter om en fælles tværfaglig indsats for at udbrede viden om seksuelle krænkelser og forebyggelse heraf.

 

Rapporten er finansieret af Verena Merz & Otto Kjærgaards Børnefond og Østifternes fond. Projektet er udviklet af den sociale tænketank SIF, der har Lisbeth Zornig Andersen som formand.

 

 

Hovedpointer fra rapporten:

 

  • Omkring 10 pct. af alle børn oplever seksuelle krænkelser. Det vil sige i gennemsnit et til to børn i hver folkeskoleklasse.

 

  • Mellem 60 til 80 pct. af disse børn lider som voksen af senfølger på grund af overgrebene. Det svarer til, at omtrent 267.000 – 356.000 mænd og kvinder lever med senfølger i Danmark i dag.

 

  • Kun 10-20 pct. af børn, der udsættes for seksuelle krænkelser, får hjælp. SFI estimerer, at hvis 100 unge fortæller, at de har været udsat for overgreb, så har de sociale myndigheder kun registreret 20 af dem. Svenske undersøgelser peger på, at færre end hver tiende barn eller ung siger det.

 

  • Der medvirker 35 tidligeres seksuelt krænkede børn i rapporten. 20 af dem fortalte om overgrebene før forældelsesfristens udløb. 15 fortalte om dem efter forældelsesfristens udløb.

 

  • Kun 14 af de 35 er i arbejde. Tre er studerende. 18 er enten er på førtidspension, kontanthjælp eller på sygedagpenge. 15 af respondenterne døjer med dårlig økonomi.

 

  • 33 ud af de 35 respondenter har eller har haft psykiske lidelser, heraf har 18 fået egentlige diagnoser som skizofreni, PTSD, borderline, stress, personlighedsforstyrrelser, depression og lignende. 26 respondenter har i deres voksentilværelse været i eller er i behandling for deres vanskeligheder. 17 har eller har haft et rusmiddelmisbrug.

 

  • 31 af respondenterne føler sig ensomme, 29 har eller har haft selvmordstanker, 24 fortæller om mistrivsel, mens 25 har vanskeligt ved nære relationer. Kun 16 ud af de 35 respondenter er i dag i forhold. Flere af de respondenter beskriver deres forhold som turbulente.

 

  • De 35 respondenters krænkere tæller far, stedfar, søskende, plejesøskende, mor, fætre, moster og anden familie, venner af familien, fagfolk som pædagoger, psykologer, idrætstrænere, m.fl. Næsten i halvdelen af tilfældene er krænkeren far eller stedfar.

 

 

For yderligere oplysninger:

 

Rapporten kan hentes på Huset Zornigs hjemmeside – www.husetzornig.dk. For kommentarer kontakt:

 

Lisbeth Zornig Andersen, 28407205

Mikael Lindholm, 20409526

You may also like

Leave a comment