Rapport: Nomadefamilier er sociale flygtninge i eget land

Socialt udsatte danske familier, der kaldes lukkede nomadefamilier, fordi de flytter fra sted til sted for at undgå myndighedernes søgelys, lever ofte som sociale flygtninge i deres eget land.

Mange af familierne har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, mangler uddannelse, oplever fattigdom, sygdomme og traumer. De føler sig socialt ekskluderede, hvis ikke direkte udstødt. Myndighederne opfattes som en trussel, fordi familierne har slået sig på systemet og ikke oplever at kunne få den hjælp, de har brug for.

Livet i de lukkede nomadefamilier går særligt hårdt ud over børnene, der ofte oplever alvorlige omsorgssvigt. I nogle familier bliver børnene udsat for vold og seksuelt misbrug, og vokser op med skader, der er ødelæggende for deres livsmuligheder.

Det fremgår af rapporten ”Sociale flygtninge i eget land – et indblik i lukkede nomadefamilier i Danmark”, udarbejdet af Huset Zornig for Socialministeriet. Rapporten bygger på interviews med repræsentanter for 17 såkaldte lukkede familier og nomadefamilier. Formålet er at give myndighederne en bedre indsigt i familierne for at kunne tilrettelægge en mere effektiv både forebyggende og afhjælpende indsats over for dem.

”Vi har brug for en anderledes tilgang til familierne fra myndighedernes side for at hjælpe dem. Vi kan ikke fjerne alle børnene i socialt udsatte familier ved fødslen, for at skåne dem for overgreb. Men vi kan hjælpe forældrene langt mere og tidligere i deres liv, og sætte ind langt hurtigere og mere effektivt, når der er problemer. Og det begynder med, at vi forstår familierne og deres udfordringer, hvilket familierne samstemmende siger, de ikke oplever i mødet med myndighederne. Derfor lukker de sig, mens problemerne vokser. Reelt er de sociale flygtninge i deres eget land, uden mulighed for at søge hjælp i et asylcenter,” siger Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, i en kommentar til rapporten.

Drømmen om et helt almindeligt liv

Familierne i undersøgelsen er blandt andet karakteriseret ved:

  • Komplekse sociale udfordringer, der handler om arbejdsløshed, fattigdom, alkoholmisbrug, sygdomme og i nogle tilfælde kriminalitet, vold og seksuelle overgreb – problemer, der ofte vokser over tid og især rammer børnene.
  •  Et gennemgående ønske om et ”helt almindeligt liv” med stabil økonomi, fast bolig og hjælp til deres udfordringer – et ønske, de færreste oplever går i opfyldelse, fordi de ikke magter at løse de grundlæggende sociale udfordringer.
  •  Mange flytninger, oftest i et håb om at forbedre livssituationen, andre gange af nød, fordi de bliver udsat af boligen, nogle gange som en flugt fra myndighederne.
  •  Manglende tillid til myndighederne, fordi familierne føler sig ”forkerte”, misforståede og oplever ikke at få en hjælp, de kan bruge – alle familierne har haft kontakt med myndighederne, oftest uden konstruktivt resultat.

”Vi kan ikke hjælpe disse socialt udsatte familier ved at tale dunder til dem i en forventning om, at de retter ind. De er ikke bare udfordrede på deres økonomi og sundhed, men også på deres selvværd og evne til at håndtere konflikter og problemer. De ser ind i en normalitet, de ikke formår at blive en del af, de føler sig rodløse, ’forkerte’ og at de ikke passer ind. Man kan på mange måder sammenligne deres udfordringer med flygtningefamilier, der kommer hertil fra udlandet i et desperat forsøg på at finde et bedre liv,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Alvorligt udsatte børn

Ifølge rapporten er livet i lukkede nomadefamilier ofte stærkt belastende for børnene. Børnene giver udtryk for mistrivsel som følge af hyppige skoleskift, tab af venner og mistede fritidsinteresser. De taler om rodløshed, utryghed, normløshed, lavt selvværd, manglende identitet, manglende netværk og relationer. Flere af børnene vokser op uden erhvervskvalificerende uddannelse og lever i flere tilfælde som voksne et liv, der minder om forældrenes, eller også kæmper de med alvorlige mén af opvæksten.

Flere af børnene har oplevet alvorlige omsorgssvigt. I nogle af familierne er børnene blevet udsat for seksuelle overgreb – især pigerne, men også drenge. De er særligt mærkede af opvæksten. Elisabeth, opvokset i en nomadefamilie, udsat for incest, udviklede selv alkoholisme og får i dag antidepressiv og antipsykotisk medicin. Melanie, også opvokset op i en nomadefamilie, blev seksuelt misbrugt af forældrene og solgt til sex til fremmede. Hun har en række selvmordforsøg bag sig, har en stærkt selvskadende adfærd og er under intensiv psykiatrisk behandling. Flere har lignende fortællinger.

Børnene – både de nuværende og nu myndige – er stærkt kritiske over for myndighederne, som de oplever, at har svigtet dem, og efterlyser en langt mere offensiv indsats fra myndighedernes side, når der er mistanke og underretninger om mistrivsel og overgreb på børn. De anbefaler lovpligtige samtaler med børnene i enerum, hurtigere tvangsfjernelse af børn, tvangsindlæggelse af misbrugende forældrene, lovpligtig undervisning i skolen om familieliv og børns rettigheder, samt en opsøgende og vedholdende indsats, som ikke bremses af en lukket dør. Langt de fleste familier med seksuelt misbrugte børn i rapporten har været velkendte af myndighederne, mens overgrebene stod på.

”Myndighederne – og her taler vi om læge, hospital, politi, skole, socialrådgiver og kommune i øvrigt – har i dag rygdækning i loven til en både forebyggende og afhjælpende indsats, som de svigtede børn efterlyser. Hvad vi mangler er en mere agil og mentalt rummelig tilgang fra myndighedernes side, hvor man rent faktisk handler, gør det hurtigt og insisterende, og med metoder, der virker. Det kan man ikke lovgive sig til,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Helhedsorienteret indsats

Rapporten rummer en række anbefalinger til myndighederne, som blandt andet tæller tidlig og hurtig identifikation af familierne, forebyggende indsats med forældrekurser, anerkendelse og forståelse for familiens særlige kultur, anvendelse af ”tolke” i dialogen med myndighederne, specialuddannede socialrådgivere, forståelse for og behandling af psykiske traumer og lidelser, en helhedsorienteret indsats for hele familien, som involverer sundhed, økonomi, bolig, rusmiddelmisbrug, uddannelse, beskæftigelse, m.m.

”Vi skal have fat i og hjælpe familierne, allerede før det første barn er født, så forældrene får støtte til at være den bedste mulige version af sig selv. Vi har også brug for en helhedsorienteret indsats, der adresserer den individuelle families samlede problemer på en sammenhængende måde, og som bygger på en grundlæggende forståelse af familiens situation, så de føler sig set, så de vil samarbejde og så de kan se en udvej og fremtid. Vi har brug for et menneskesyn, hvor myndighederne på den ene side fastslår, at der er sket skader i familierne, og at der har været eller er alvorlige omsorgssvigt af børnene, og på den anden anerkender, at der er tale om mennesker, som er havnet i et uønsket livsmønster, de fleste ønsker sig ud af og skal have hjælp til med afsæt i netop i den enkelte families forudsætninger og behov,” siger Lisbeth Zornig Andersen.

Familierne advarer selv mod for stor fokus på nomade-begrebet, uanset, at de genkender sig i det. Anvendelsen af begrebet risikerer en stigmatisering af familierne og at fjerne fokus fra de sociale udfordringer i familierne, som ofte udløser de flytninger, der danner nomade-begrebet. Familierne peger selv entydigt på et behov for en effektiv indsats førproblemerne udløser uønskede flytninger.

Flere af de medvirkende familiemedlemmer i undersøgelsen har bidraget til rapportens anbefalinger og stiller sig samtidig til rådighed til et dialogmøde med myndighederne for at bidrage til yderligere at udvikle effektive forebyggende foranstaltninger og sociale beredskabsplaner for socialt udsatte familier.

Rapportens anbefalinger

  1. Find og hjælp familierne helhedsorienteret

Familierne skal hjælpes med deres udfordringer tidligt, ideelt allerede før familien etableres og det første barn fødes. Det kan blandt andet ske ved hjælp af tilbud om forældrekurser til førstegangsforældre. Nogle få kommuner tilbyder det i dag.

Der er samtidig behov for hurtigere at identificere udsatte familier med henblik på tidligere indsats. Det kan ske ved bedre anvendelse af allerede eksisterende oplysninger på tværs af sundhedsmyndigheder, politi og sociale myndigheder, hvilket er en gennemgribende ny måde at behandle data registreret om familierne. Når familierne er identificerede, er der behov for at sætte ind over for familierne med en helhedsorienteret indsats, der er tilpasset udfordringerne i den enkelte familie, herunder sundhed, økonomi, boligforhold, uddannelse, beskæftigelse, og som er tilrettelagt i samråd med familierne. Der er samtidig behov for specialuddannede medarbejdere, der mestrer en tillidsskabende kommunikation med familierne.

Det er også en anbefaling at etablere et socialt exit-program med frit lejde i relation til viden om kriminalitet og overgreb, som fortrinsvis målrettes volds- og seksuelt overgrebsramte familier. Desuden bør der sikres rettigheder til offentligt betalte terapeutiske forløb for dem, der selv er vokset op i socialt udsatte familier, uden at man nødvendigvis skal igennem en visitation.

  1. Rusmiddeludfordringen 

Alkoholmisbrug er udbredt i familierne. Der er behov for lovpligtigt tilbud om familiebehandling i forbindelse med rusmiddelbehandling, uanset om misbrugeren ikke selv er i behandling, sammen med behandlingsgaranti for pårørende til rusmiddelmisbrugere. Samarbejde om indsatsen mellem de professionelle i den pædagogiske sektor, den kommunale sundhedstjeneste, den sociale sektor og alkoholbehandlingen bør også styrkes. Kravet om rusmiddelbehandling bør desuden bruges mere insisterende i forhold til rettigheder som forældre.

  1. Fattigdomsbekæmpelse

Fattigdom er udbredt i familierne. Socialt udfordrede familier skal sikres et økonomisk fundament, så der er råd til basale elementer som mad, tøj, et ordentligt hjem, fritidsaktiviteter, m.m. Familierne skal have systematisk tilbud om økonomisk rådgivning, herunder oplysning om eksisterende rettigheder i form af boligstøtte, hjælp til at identificere sundhedstilbud, hjælp til ansøgninger hos fonde, legater, julehjælp, etc., samt mulighed for hjælp til administration af økonomien, så især huslejen er sikret, samt mulighed for gældssanering som led i en helhedsorienteret indsats. Især forslaget om gældssanering er noget, der sjældent ses i dag i kommunerne.

  1. Boligforhold

Boligforholdene er langt under standard i de fleste familier. Myndighederne bør stille billige, rummelige boliger til rådighed for socialt udfordrede familier i den almennyttige boligsektor, hvor der er sociale støtteforanstaltninger. Dette forslag vil kræve en lovgivningsændring, hvis der skal stille almene boliger til rådighed til en anden pris, end vi ser i dag. Nogle af familierne kan have brug for praktisk hjælp i hjemmet eller anden form for bostøtte. Man kunne desuden tænke i at udvikle nye ”skæve” boliger, som man i dag gør det til hjemløse med inddragelse af familierne med i ideudviklingen, for de familier, der på grund af størrelse eller anden form for afvigelser fra standarden, har behov for en ny type bolig.

  1. Frivillige som netværk

Familierne mangler netværk, tilhørsforhold og støtte. Sociale netværk af frivillige kan understøtte socialt udfordrede familier. Myndighederne bør sikre et systematiseret overblik over og understøtte lokale frivillige kræfter, så socialrådgivere derigennem kan rekruttere eller i hvert fald anbefale frivillige netværk til familierne.

  1. Folkeskolen som katalysator

Folkeskolen kan være en livline for børnene i familierne. Folkeskolerne skal have ressourcer og viden til at kunne se signaler hos og støtte børn i socialt udfordrede familier. Der bør etableres et systematisk samarbejde mellem skole og kommune om f.eks. at have socialrådgivere på skolen, samt afholdelse af netværksmøder. Skolerne skal også hjælpe børnene med inspiration til fritidsaktiviteter, ligesom lærerne skal forstå deres afgørende betydning som rollemodeller, og arbejde på relationsskabelse og større rummelighed blandt børn og forældre på skolen. Lektiehjælp og støtte til struktur er også nødvendig, ligesom skolen også skal kunne rumme og motivere børn, der ikke nødvendigvis er boglige.

  1. Job og uddannelse

Erhvervslivet og uddannelsesinstitutioner bør indtænkes aktivt i indsatsen over for de socialt udsatte familier. Der findes flere eksempler på initiativer, hvor virksomheder tager socialt udsatte medarbejdere ind for at støtte dem i at opbygge et aktivt og selvforsørgende arbejdsliv, og uddannelsesinstitutioner, der tager særlige hensyn til udsatte studerende. En forankring på en arbejdsplads eller uddannelse vil kunne afbøde både lukkethed og nomadeadfærd og give de voksne et fællesskab og en arbejdsidentitet udenfor familien.

 

Hent hele rapporten på www.husetzornig.dk

For yderligere oplysninger kontakt:

Lisbeth Zornig Andersen 28 40 72 05

alternativt

Mikael Lindholm 20 40 95 26, presseansvarlig

You may also like

Leave a comment